Tissø marked og Kulturformidling

- Vi vender stærkt tilbage!

Vikingemad, runeristning og historiefortælling

Vikingerne indtager Tissø Vikingecenter fra onsdag til lørdag i uge 30. I de fire dage vil der foregå mange forskellige aktiviteter på pladsen. Hver dag vil der være salg af lækker, autentisk mad som vores skønne Særimnergryde eller Iduns fristelse. Onsdag kan vi byde på noget helt specielt, da vi får besøg af den lettiske historiske kok, Edita Nurmi. Hun vil tilberede bæver på vikingemanér!

Både børn og voksne kan prøve kræfter med aktiviteter som runeristning og bage fladbrød. Familien kan udfordre hinanden i vikingelege, og der bliver fortalt masser af historier om vikingerne og deres tro. Derudover vil der være masser af ægte vikingehåndværk som smedning og tekstilarbejde. Der er ingen entre, men det koster lidt at deltage i aktiviteterne.

Og selvfølgelig sejler vi med vores vikingeskib Frigg, hvis vejr og besætning er friske på et togt.

Vikingerne levede ikke efter et klokkeslæt, og det holder vi i hævd, men hver dag er vi klar til at tage imod gæster mellem kl. 11 og 15. Tissø Vikingecenter holder også åbent i det tidsrum og det vil være muligt at se udstillingen om kulten og de arkæologiske udgravninger. Butikken sælger is, kaffe, the, honning og mjød samt smykker, bøger, kunsthåndværk m.m.

For mere information om vikingernes aktiviteter kontakt formand Gwen Jensen


Vi glæder os til at se jer!

Vikinge-aktiviteter ved Tissø i 2022

Efter en velafsluttet Generalforsamling og konstituerende bestyrelsesmøde, er vi glade for at kunne løfte sløret for, at vi i 2022 vil sørge for masser af levende vikinger og aktiviteter på Tissø Vikingecenter. Vi vil løbende informere om vores aktiviteter både her på hjemmesiden og på Facebook, men allerede nu ligger der en oversigt over arrangementer på siden "Det sker".



Tissø Vikingecenter åbner lørdag den 16. april for en sæson fyldt med vikingeaktiviteter

Et udvidet samarbejde mellem Tissø Vikingecenter og foreningen Tissø Marked og Kulturformidling danner rammen for hele 10 arrangementer med vikingeislæt i sæsonen 2022. Vi starter med en markering af sæsonåbning lørdag den 16. april. Læs mere under "Det sker".

Ét stort marked er blevet til 10 mindre arrangementer

Tissø Marked og Kulturformidling har altid været synonym med Tissø Vikingemarked og har haft et hovedfokus på at arrangere ét stort vikingemarked hvert år i oktober. De sidste par år har corona sat en stopper for afvikling af de store arrangementer, og bestyrelsen for Tissø Marked og Kulturformidling, der over de sidste par år også har fået nye kræfter på alle pladser, vil bruge 2022 på at lave flere, men mindre vikingearrangementer. Fokus i aktiviteterne er skiftet fra markedsstemning til vikingeformidling, hvor vikingehåndværk, vikingernes tro og vikingeskibet Frigg er hovedemner. 

Årshjul for årets arrangementer - klik på billedet for at se en større version